København har fået en ny libanesisk restaurant, der vil gengive stemningen fra Beiruts spisestuer, hvor familierne samles om bordet for at dele en lang række småretter.
Sådan skriver Manzel på deres hjemmeside. Men der er en indbygget programfejl i konceptet.
Manzel betyder ’hjem’ på arabisk, men man får en klar fornemmelse af at være ude, når man træder ind i det diskopalads, som kunstneren Marco Evaristti har været med til at dulle op til »urban coolness« .
En snert af storcenter
Her er ultraviolet som underlyset på en Honda Civic en lørdag nat på Amagerbrogade, og efterhånden som øjnene vender sig til den natklubhemmelige atmosfære, dukker der udstoppede høns op i mørket, stablede bildæk med rå glødelamper og andre kunstneriske skørheder.
Her virker overpyntet, nyrigt, og det fungerer ikke som hjemligt rum. For mørkt til at skelne ingredienserne på fadene og for høj loungemusik til at tale sammen i større flok.
Vi startede med to alkoholfri cocktail i den mere hyggelige baggård, hvor der trods åben ild og høj himmel alligevel var en snert af storcenter med udendørs højttalere, der gengav playlistens ventetonemusik. Spandau Ballets ’True’ tilsat rytmen fra legetøjskeyboardets ’party’-knap. Storslemt.
Shawarmabar i luksusversion
I Libanon spiser man typisk en lang række småretter, mez-mez, inden hovedretterne med kød, så vi bestilte den store 16-retters forestilling til 440 kroner og startede frisk med drænet yoghurt rørt med mynte og olivenolie og små pakker af dej med fyld af spinat så hvinende syrligt, at man turde håbe på et nådesløst angreb af libanesisk særpræg resten af aftenen.
Men næste omgang var stort set en demonstration af de småretter, man allerede kender så godt fra flere shawarmabarer, blot på et klart højere niveau.
Hummussen var kraftigt krydret med sesampastaen tahin uden at miste balancen mellem ærternes fylde og den bitre kant af sesam.
Lind og cremet med bid fra hele kikærter oven på. Fremragende.
Ren nøddehygge
En tabbouleh var en frisk og citronskarp ret med selvtillid, mens den klassiske mouhamar, en pesto af rød peberfrugt og valnødder, var mere rund og magelig med sødme fra granatæblesirup.
Baba ganoushen fik ikke fordel af samme søde sirup, der overdøvede de dybe nuancer i den moste aubergine, men heldigvis fik samme frugt revanche i en kompot, hvor den var vendt med kartofler, tomater, hasselnødder og chili.
En sindssygt lækker bid af ren nøddehygge og runde toner i mol.
Men samlet set var denne omgang for enfoldigt skåret over samme trygge skabelon af sødme og dybde. Man savnede kommaer, afsnit og temposkift i denne børnevenlige udgave af ’Tusind og en nat’.
Eller simpelthen en helt anden fortælling end den velkendte kanon af eksotiske eventyr, som vi kender så godt i forvejen.
Høflig hakkefars
Så kom der falafler, tørre, neutrale og tæt på mislykkede med en »overraskelse« indeni – en kerne af syltet løg, koriander og peber, som blev en bitter pille med besk pebret bismag.
Kødtærten, 3rayes, med en tyk dej rundt om kanelkrydret kød smagte for høfligt uden dybde i det lidt tørre hakkefars.
Efter et godt glas sancerre og et glas sprød slovensk furmint til de første retter havde vi nu fået kortets eneste libanesiske vin, som man så til gengæld også får lov at betale for.
695 kroner for en Chateau Musar fra Beeka Valley, der passede fint til maden med strejf af figner og dadler, men som ikke kunne leve op til prisen.
Sejt lam og knastør kylling
Første hovedret var moghrabieh, den libanesiske couscous i ærtestørrelse, der i konsistens minder om gnocchi, når de på traditionel vis koges op med bouillon fra det kød, der serveres til.
Her en poussin, der var saftig, men lige så oversaltet som moghrabieh, og samme salte problem gentog sig med guldbarsfileten, der lå med sprødstegt skind i en creme af tahinrørt yoghurt med de evige granatæblekerner.
Rundens tredje ret, mashawi (grillet kød), var fornærmende ringe: Lammet var sejt, kyllingefileterne knastørre og halvt forkullede af grillstriber, og så var der en tør kube af trevler, der engang havde været et stykke kød fra noget levende kvæg.
Det kan fås bedre på shawarmabaren rundt om hjørnet. En skål med tre forskellige slags bønner, koriander, citron, nigellafrø og sumak udgjorde det grønne sidekick med stram syre i ganen.
En kvæler af en ost
Desserterne gjorde ikke meget for at formilde os.
Ikke til at begynde med i hvert fald. Manzels udgave af den søde ostetærte knafeh var en stor tung mozarellamodel indsvøbt i sprøde tråde af filodej og overhældt af sirup.
Knafeh er lidt af en acquired taste med sin ekstremt søde fedme, men her var den bare overmandende med sin varme kæmpeklump af flydende mozarella, der blev kvalm i siruppens kvælertag.
For mange vildfarelser
Heldigvis fik vi en fantastisk budding med vanilje, kanel og granatæblesirup. Den var både syrlig og salt, krydret, kantet og rund, groft rørt, fed og frisk.
En aparte smag, men overraskende harmonisk. Det var der, vi gerne ville hen i det libanesiske køkken.
Og det kom vi igen med den dejlige kaffe med et skvæt kardemomme rørt i granatæblesirup. Men der var alt for mange vildfarelser på vejen derhen.
